Tak for indsatsen Evan
Mindeord for vores nyligt afgående formand
I løbet af fredagen d. 7. juni fandt den meget triste nyhed frem til flere og flere. Et chok, er vel det bedste ord at sætte på den umiddelbare reaktion på nyheden om KIF´s nyligt tilbagetrukne formands død. Evan Thorhauge blev 68 år.
Da Evan Thorhauge stoppede som skoleleder i 2020, var KIF ledelsesmæssigt i en vanskelig situation. Man manglede kompetente folk på ledende poster i bestyrelsen.Det var derfor oplagt, at der blev rettet henvendelse til Evan, om han kunne tænke sig at træde ind i ledelsen af klubben. Evan havde gennem mange år udvist stor interesse for KIF, og han havde altid fulgt med i klubbens ve og vel. Samtidig var han meget bevidst om klubbens store betydning for lokalsamfundet. I KIF var man klar over, at Evan med sin holdning til idræt og sine store ledelsesmæssige erfaringer ville blive en særdeles stor gevinst for klubben. Evan var ikke afvisende, men bad om betænkningstid.
Evan vendte hurtigt tilbage og meddelte, at skulle han sige ja, var der to betingelser, som skulle opfyldes. Han ville have en grundig orientering om klubbens målsætning, dens økonomi, det sportslige, antal medlemmer, de frivillige osv. Desuden ville han kun træde ind i bestyrelsen, hvis han blev formand.
Begge betingelser blev opfyldt til stor glæde for begge parter.
Herefter fulgte små 4 år i spidsen for bestyrelsen i klubben. Allerede efter knap et år på posten lykkedes det Evan at hverve 4 nye medlemmer til bestyrelsen i en tid, hvor klubben havde haft særdeles svært ved at rekruttere folk til den opgave.
Det er meget rammende for det, Evan, blandt mange andre ting, var særdeles dygtig til- nemlig at samle folk omkring sig og få dem til at følge sit spor. At knytte bånd, motivere, inspirere og have en ordentlighed i sin tilgang klubbens frivillige er blot nogle af de ting, vi i utallige år vil huske Evan for.
Fredag d. 14/6 blev Evan bisat i meget smukke omgivelser på hjemstavnen Rønde på Djursland. En på alle måder trist, men smuk afsked med en mand, der har betydet rigtig meget for rigtig mange.
Vi er en ildsjæl og en stjerne fattigere.
Ære være hans minde.