Menu

Den mytiske kamp på Bjerget

image
Frank Thure Josephsen
01. marts 2025 kl. 07:24
Skrevet af Morten Bruun

Den mytiske kamp på Bjerget 

 

Polske Patryk Pietras er den, der siger mindst omkring bordet.

  Men da midtbanespilleren genfortæller forløbet af Kjellerup IFs legendariske pokalkamp mod Lyngby den 25. oktober 2016, stiger hans stemme langsomt i intensitet. Vi andre lytter.

  ”Alle var spændte og nervøse. Året forinden havde vi tabte 8-1 til AGF i pokalen, så da vi kom bagud med 3-0 efter allerede efter en halv time, frygtede jeg, at vi igen ville tabe stort. I pausen blev vi enige om, at vi i det mindste ville forsøge at vinde 2. halvleg. Da så Jesper Nielsen reducerede til 1-3, tænkte jeg, at ’hvis vi kan score igen, så kan vi ryste dem’. Målet til 2-3 gav 10-15 procent mere energi i kroppen, og da Mikkel Dahl så udlignede til 3-3, gik den mest fantastiske følelse igennem mig. Vi kunne have spillet en time mere, hvis det skulle være. Den dag glemmer jeg aldrig.”

  Det var nu kun nødvendigt med en halv times ekstra spilletid for, at Kjellerup IF kunne score til 4-3 og fuldende den ultimative pokalsensation. Selvfølgelig er et Superligahold røget ud mod et hold fra 2. division en delgange, men ikke efter en føring på 3-0. ”Lyngby-kampen” er da også en myte i den lille by mellem Silkeborg og Viborg. Her findes to slags mennesker. De, der var på stadion. Og så alle de andre.

  Trænerduoen fra den uforglemmelige eftermiddag på Bjerget i Kjellerup, cheftræner Claus Therkildsen og assistenttræner Jacob Willemoes, kommer med lidt supplerende bemærkninger. Om den voldsomme mediedækning, om Lyngby-træner David Nielsens store format og om folk, der forlod stadion i pausen og hastedetilbage, da de hørte om udviklingenMen ellers lader trænerne Patryk Pietras om at gennemgå kampen. Den 31-årige polak kom til Kjellerup IF i januar 2015 og har spillet der siden. Therkildsen var med til at spille klubben fra Serie 4 til Serie 1, og så var han cheftræner fra sommeren 2015 til 2017.

  I 2015 havde Kjellerup IF allerede gjort opmærksom på sig selv med adskillige ophold i divisonerne. Det kan man se på de indrammede jubelplakater ved indgangen til klubhuset, hvor den ene træner efter den anden får sig den traditionelle opryknings-luftur. Kjellerup spillede i 2. division i 2011/12, 2012/13 og 2014/15. Efter nedrykningen i 2015 fyrede Kjellerup IF træner Ralf Pedersen og ansatte Claus Therkildsen i det, der var den rutinerede ungdomstræners første seniorjob.

  ”Starten var hård. Det må jeg sige. Klubben var lige rykket ned, sportschefen stoppede, der var ingen penge, og mange spillere rejste. Så min første opgave var sådan set bare at få samlet et hold. Da det så var lykkedes, skulle vi have vendt stemningen. Holdet havde forsvaret og forsvaret i sæsonerne i 2. division, men den tilgang fik vi ændret på. Vi ville spille teknisk og offensiv fodbold med mange afleveringer. Det gav noget ny inspiration”, fortæller Claus Therkildsen. Assistent Willemoes bekræfter det hele. Han er en ægte klubmand og nuværende bestyrelsesmedlem. Kjellerup IFs formand, Frank Josephsen, sidder der også. Alle nyder åbenlyst at fortælle og høre historierne. Igen.

  ”Den vigtigste kamp i hele sæsonen var den første. Den spillede vi herude en fredag aften mod Lystrup. Vi vandt 3-2, men det var nu mere held end forstand. I næste spillerunde vandt vi 1-0 over Skanderborg efter at have været presset godt og grundigt i bund, og fra det øjeblik så vi os aldrigtilbage. Når først du får momentum i fodbold, kan alt jo lade sig gøre”, fortsætter Therkildsen. 

  Oprykningen til 2. division blev sikret i suveræn stil, hvorefter Kjellerup IF nærmest overgik sig selv i de to følgende sæsoner. Begge gange endte man i oprykningsspillet og fik fornemme placeringer som nr. 6 og 4. Det vil med andre ord sige, at Kjellerup IF i 2016/17 var nr. 32 i Danmark. Og i 2017/18 nr. 30. Det er godt gået af en by med lidt mere end 5.000 indbyggere. Claus Therkildsen var ikke med i 2017/18. Her havde Kjellerup IF hyret den tidligere Hobro- og Esbjergtræner Jonas Dal Andersen.

  ”Jeg var helt smadret efter de to sæsoner. Det hele var enormt tidskrævende. Vi spillede hele tiden og havde mange udekampe på Sjælland. Og så skulle jeg også lige passe mit fuldtidsjob og min familie”, smiler Claus Therkildsen og ligner en mand, der har svært ved at begribe, hvordan det lod sig gøre.

  I dag er Kjellerup IF et andet sted end dengang, der var divisionsfodbold på programmet. 

  ”Vi har ikke samme økonomi som dengang. Vi er en velfungerende breddeklub, og det er ikke noget mål for os at vende tilbage til divisionerne. Hvis vi kan beholde vores førstehold i Danmarksserien, er vi meget tilfredse”, siger Frank Josephsen. Jacob Willemoes giver formanden ret, idet han dog lige gør opmærksom på pokalturneringens muligheder. Her er Kjellerup IF ofte kommet langt og har ud over Lyngby mødt AGF, Silkeborg IF og FC Midtjylland to gange. Det første møde med FCM var i 2017, og eftersom det var en TV-kamp, måtte den flyttes til Silkeborg Stadion, der havde lysanlæg. I 2021 trak Kjellerup igen FC Midtjylland, og denne gang kunne opgøret afvikles om eftermiddagen. Det betød ny stadionrekord på Bjerget, for der kom 1.700 mennesker på besøg på XL-Byg Kjellerup Arena. Bjerget er en betegnelse for hele idrætsanlægget området ved stadion. Det er det navn, alle i Kjellerup bruger.

  I begge kampene mod FCM kom Kjellerup bagud med 0-3men mirakler sker kun en gang.

TEST
Luk