Menu

Fra U19 og serie 2 til Danmarksserien på tre uger

image
08. august 2019 kl. 18:25

Fra U19 og serie 2 til Danmarksserien.

 

De sidste tre uger har unge Sebastian Nedergaard fra Viborg spillet fodbold i KIF. Efter at have spillet U19 og serie 2 fodbold i Søndermarken i Viborg, ville Sebastian gerne prøve sig af på lidt højere niveau. Derfor tog han kontakt til Krzysztof for at høre om han måtte komme til Kjellerup for at prøvetræne med Danmarksserien.

 

Allerede efter sin første træning som var med serie 2, blev han kastet i kamp for DS som spillede træningskamp mod Odder. Så i løbet af få timer havde han både første træning og efterfølgende kamp. Fire dage efter startede han inde i træningskampen mod Viborg FF, og ugen efter startede han inde i sæsonens første kamp ude mod Lyseng hvor han også blev valgt til kampens bedste spiller. Så det er gået rigtig stærkt for 19 årige Sebastian.

 

“Jeg er lidt overvældet over det hele. Efter at have spillet serie 2 og U19 i Søndermarken, så ville jeg gerne prøve mig af på lidt højere niveau. Da jeg var til prøvetræning håbede jeg bare på ikke at falde igennem og se om jeg med tiden kunne blive god nok til at være med i truppen og få nogle kampe. Men at jeg allerede nu har spillet min første kamp, det er jeg både glad men også overrasket over” lyder det fra Sebastian Nedergaard.

 

Cheftræner Krzysztof er glad for sin nye midterforsvarer.

“Sebastian har overrasket meget meget positivt. Han er ung, men har en fantastisk tilgang til det at være fodboldspiller. Han træner hårdt hver eneste gang og har en rigtig god indstilling. Selvom han er ung, så er han meget rolig på bolden og vigtigst, så vinder han sine dueller og er meget stærkt på hovedet. Så er der selvfølgelig nogle områder hvor han skal udvikle sig, men hvis han forsætter sin udvikling og bliver ved med at træne hårdt, så kan han blive rigtig rigtig god” lyder det fra cheftræneren.

 

Glad for at være kommet til KIF.

Til dagligt arbejder Sebastian som vikar på Møllehøjskolen, og han glæder sig over at kunne bruge mere tid på fodbolden efter han blev student i sommers og kan tage et sabbatår. “Jeg glæder mig rigtig meget til at kunne bruge mere tid på fodbolden og synes Kjellerup passer perfekt til mig. Det er rigtig godt miljø herude med et lækkert setup. Man kan mærke at der er større krav og niveauet er højere end jeg har prøvet før. Men jeg glad og det er fantastisk at være blevet taget så godt imod både af mine holdkamerater og de frivillige i klubben”.