Menu

Erfaren træner overtager cheftrænerjobbet i Kjellerup IF.

image
12. december 2018 kl. 19:54
Krzystorf Popczynski

Når træningen starter op kort inde i januar, vil det være en rutineret træner med masser er erfaring fra 2. Division som kommer til at stå i spidsen for Kjellerup IF. 

 

Valget er faldet på den 49 årige Krzystorf Popczynski, som oprindelig kommer fra Polen, men har boet i Danmark siden 2008. Inden da havde han med succes været træner på Færøerne, hvor han som træner både blev mester, pokalvinder og deltog i UEFA Cup.

Da Krzystorf i 2008 flyttede tilbage til Danmark sammen med sin kone, blev han cheftræner i Aarhus Fremad og var det frem til 2013, med to andenplader som de bedste resultater. 

 

Efter tiden i Aarhus Fremad har Krzystorf været en tur forbi FC Djursland og Horsens Freja. Og nu er det altså Kjellerup IF som kommer til at få glæde af den store erfaring, og det er selvsagt en meget tilfreds sportchef som nu kan indstille trænerjagten.

 

“Vi får en vanvittig engageret og topmotiveret træner, som kommer til at yde en 110% indsats som cheftræner for KIF. Han besidder en stor fodboldfaglighed, er en robust træner og som har erfaringen og ved, hvad han vil som træner. Han har en klar fodboldfilosofi om at være boldbesiddende og spille offensiv fodbold - men stadig med fokus på resultatet.

Han forventer uhyggelig meget af sig selv og kommer til at stille store krav til spillerne og har en forkærlighed for at udvikle spillerne både som hold, men også individuelt.

Vores værdier i eliteafdelingen i KIF hedder Engagement, Begejstring og Fælleskab - det er alle værdier, som jeg er overbevist om at vores nye træner har. Så vi har store forventninger til ham som træner og spillerne kan godt glæde sig “ fortæller en glad Brian Pedersen, sportschef for Kjellerup IF.

 

Den nye cheftræner glæder sig til at komme tilbage som træner i den danske 2. Division. 

“Jeg er rigtig glad og stolt over at have fået muligheden for at få lov at træne Kjellerup. Det er en klub jeg kender og jeg har tidligere afsøgt muligheden for at blive træner for klubben, og så har jeg savnet at være træner for en klub på dette niveau. Så selvom det har været sundt med en pause, så har jeg nu en enorm sult for at komme tilbage på dette niveau, så denne aftale med KIF glæder mig rigtig meget” fortæller den nye cheftræner. 

 

Og klubbens spillere og tilhængere har noget at se frem til. Krzystorf Popczynski har en offensiv spillestil hvor der bliver spillet hurtigt og teknisk fodbold.

“Jeg vil gerne spille denne type fodbold, men det kræver selvfølgelig at materialet er til det. Det materiale som er til rådighed er godt, og jeg tror på det kan lade sig gøre. Men vi skal selvfølgelig finde balancen, og når træningen går i gang i januar, så går det hårde arbejde igang”. lyder det fra Krzystorf Popczynski. 

 

Netop træningen bliver et meget vigtigt udgangspunkt til for den nye træner.

“Min styrke som træner er at have en klar plan, og så følge den. Min træning er altid nøje planlagt, for på den måde kan holdet bevæge sig i den rigtig retning, og vi kan nemmere arbejde med de udfordringer der måtte være. Så ligesom jeg stiller store krav til mig selv om være 110% forberedt til træning, så forventer jeg også spillerne yder 110% til træning og i kamp. På den måde kommer vi til at skabe resultater”. fortæller Krzystorf Popczynski.

 

Til spørgsmålet om Kjellerup IF forsat spiller i 2 division efter sommerferien lyder svaret helt enkelt.

“Selvfølgelig tror jeg på det. Men når vi starter til træning i januar, så har vi to måneder til at forberede til den første kamp mod Kolding, og det er den eneste kamp jeg tænker på. Det bliver en kamp af gangen” slutter Kjellerup IF’s nye cheftræner.